Lejeregler

Feriefondens lejeregler

Aarhus Kommunes Feriefonds regler for udlejning af feriefondens ferieboliger

 

§ 1 – Generelle lejeregler

Feriefonden kan udleje ferieboliger til personer, der er ansat ved Aarhus Kommune med min. 8 timer pr. uge. For at kunne leje en feriebolig, skal man være ansat ved Aarhus Kommune på ansøgningstidspunktet. Fratræder lejer efterfølgende sin stilling kan lejer vælge at beholde lejemålet eller afbestille det kvit og frit.
 
Feriefonden kan endvidere udleje ferieboliger til tidligere ansatte, der i umiddelbar forlængelse af deres ansættelse ved Aarhus Kommune er gået på pension, helbredsbetinget pension eller efterløn. De tidligere ansatte kan dog ikke deltage i sommerferielodtrækningen. Uden for højsæsonen kan de tidligere ansatte ansøge om leje af ferieboliger på samme vilkår som de ansatte ved Aarhus Kommune.
 

§ 2 – Leje under orlov

Ansatte der afholder orlov uden løn kan ikke leje en feriebolig i orlovsperioden. Dog kan der mod dokumentation lejes i orlovsperioden i forbindelse med børnepasningsorlov/udskudt barselsorlov. Dokumentation skal sendes til Feriefondens sekretariat.
 

§ 3 – Booking og tildeling af boliger

Ansøger skal booke en bolig via Feriefondens hjemmeside. 
 
For at kunne booke en bolig skal man oprettes som bruger på Feriefondens hjemmeside. Når Feriefonden har kontrolleret, at dine oplysninger er korrekte, vil man kunne booke boliger
 

§ 4 – Lejeperioder 

Ferieboligerne kan lejes for 1 uge, 1 weekend eller 1 miniferie.
 
Ugeleje:
Påbegyndes fredag kl. 15.00 og slutter næstfølgende fredag kl. 12.00 (Hus nr. 2, 6, 10, 11 og 32 dog kl. 10.00).
 
Weekendleje: 
Kan enten være fra: fredag kl. 15.00 - søndag kl. 22.00 (Weekend 2), eller fredag kl. 15.00 - mandag kl. 12.00 (Weekend 3) (Hus nr. 6, 10, 11 og 32 dog kl. 10.00)
 
Miniferie:
Påbegyndes mandag kl. 15.00 og slutter fredag kl. 12.00 (hus nr. 6, 10, 11 og 32 dog kl. 10.00).
 
Der gælder særlige regler for feriebolig nr. 6, 7, 10, 11, 14, 18, 28, 32, 39, 40, 41, 43, 44 og 46, der udlejes hele året i følgende perioder:
 
Mandag kl. 15.00 - fredag kl. 12.00 (Hus nr. 6, 10, 11 og 32 dog kl. 10.00)
Fredag kl. 15.00 - søndag kl. 22.00
Fredag kl. 15.00 - mandag kl. 12.00 (Hus nr. 6, 10, 11 og 32 dog kl. 10.00)
Fredag kl. 15.00 - fredag kl. 12.00 (Hus nr. 6, 10, 11 og 32 dog kl. 10.00)
 
Herudover gælder der særlig regler for hus 52, som kun kan lejes på ugebasis:
 
Torsdag kl. 16.30 – torsdag kl. 14.00
 

§ 5 – Regler ifølge Sommerhusloven 

Ugeleje:
I henhold til Sommerhusloven kan ugeleje kun ske i sommerperioden (1. april - 30. september) samt i 6 uger i vinterperioden (1. oktober - 31. marts). Af de 6 uger i vinterperioden vil efterårsferien, juleferien, vinterferien og påskeferien blive prioriteret til ugeudlejning.
 
Der kan ansøges om ugeleje af en feriebolig op til 12 måneder forud for lejeperioden – bemærk dog reglerne om lodtrækning i højsæsonen, jf. § 7.
 
Weekendleje og miniferie:
Uden for de uger, som er prioriteret til ugeudlejning kan ferieboligerne kun udlejes på weekendbasis i vinterperioden (1. oktober - 31. marts), samt til ophold af kortere varighed i hverdagene (miniferie) – der kan ansøges om leje op til 11 måneder forud for lejeperioden.
 
Weekendleje og miniferie kan i sommerperioden (1. april - 30. september) samt efterårsferie, juleferie, vinterferie og påskeferie kun finde sted, såfremt boligen ikke er udlejet på ugebasis - ansøgningen om weekendleje/miniferie i sommerperioden/de prioriterede uger vil tidligst kunne blive behandlet 1 måned før den ønskede lejeperiode.
 
Bemærk - Særlige regler for bolig nr. 6, 7, 10, 11, 14, 18, 28, 32, 39, 40, 41, 43, 44 og 46, jf. § 5.
 

§ 6 – Sæsoner 

Aarhus Kommunes Feriefond har opdelt udlejningen i 3 sæsoner.
 
Højsæson
Ugerne 27-32 = Skolernes sommerferie
 
Mellemsæson: 
Ugerne 6-8, 21-26, 33, 34 og 42. Herudover 2 uger i påskeferien (første uge i starten af skoleferien og an-den uge starter langfredag) samt 2-3 uger i forbindelse med jul og nytår.
 
Lavsæson: 
Resten af årets uger.
 

§ 7 – Administration af ferieboligerne

Fordeling af ferieboligerne foretages efter følgende retningslinjer:
 
Højsæson:
I højsæsonen udlejes ferieboligerne på ugebasis og fordelingen sker ved lodtrækning i bookingsystemet. Tidsfrist for ansøgning og tidspunkt for lodtrækning fremgår af Feriefondens hjemmeside. Hvis man ikke udtrækkes til en bolig ved lodtrækningen, får man forøget sine vinderchancer ved den næste lodtrækning. Når lodtrækningen er overstået, vil man straks herefter kunne se og booke eventuelle ledige boliger.
 
Bolig nr. 14, 18, 39, 40, 43 og 46 indgår ikke lodtrækningen.
 
Mellemsæson/lavsæson:
En bolig kan bookes på ugebasis op til 12 måneder forud for lejeperioden.
 
Booking af en weekendleje eller miniferie i mellemsæsonen kan først ske 1 måned forud for lejeperioden.
 
I lavsæsonen kan booking af en weekendleje eller en miniferie ske op til 12 måneder forud for lejeperioden. 
 

§ 8 – Annoncering

Feriefonden vil efter behov annoncere om eventuelle ledige ferieboliger på Aarhus Kommunes Medarbejderportal og på Feriefondens egen hjemmeside. Sådanne ledige uger fordeles efter samme princip som beskrevet i § 7.
 

§ 9 – Lejeafgift

Lejeafgiften for fondens ferieboliger fastsættes for et kalenderår af gangen og fremgår af Feriefondens hjemmeside. Her vil særlige tilbud og nyheder også blive annonceret.
 

§ 10 – Lejers skattepligtige indkomst

Feriefonden påtager sig ikke ansvar for eventuel forhøjelse af en lejers skattepligtige indkomst, såfremt den fastsatte leje af skattemyndighederne måtte blive anset for værende for lavt ansat.
 

§ 11 – Betaling af bookinggebyr og lejebeløb

Hvis ansøger ikke betaler det fastsatte bookinggebyr eller lejebeløb inden den i bekræftelsesmailen fastsatte dato bortfalder lejemålet uden varsel.
 
Hvis ansøger ikke betaler det resterende lejebeløb på betalingsdatoen, fremsendes der en betalingspåmindelse. Hvis ansøger ikke betaler inden udløbet af fristen i betalingspåmindelsen, bortfalder lejemålet uden yderligere varsel og bookinggebyret er tabt.
 
Lejebeløbet inkluderer el-udgiften (Dette gælder dog ikke for hus 11, 29, 31, 34, 36, 41, 44, 47 og 54).

Bemærk: Hvis lejer afbooker med mindre end 2 måneder til lejemålets start og hele lejebeløbet er betalt, er hel eller delvis tilbagebetaling (ekskl. bookinggebyr) kun muligt, hvis boligen efterfølgende bliver genudlejet.
 

§ 12 - Ombooking af lejemål

Har lejer booket et lejemål, som ønskes flyttet eller ændret til et andet lejemål, er dette muligt mod et gebyr på 250 kr, hvis lejer allerede har betalt bookinggebyret på 500 kr.

Har lejer ikke betalt hverken bookinggebyr eller restbeløb, koster det ikke noget at ombooke lejemålet.

Ønsker lejer at ombooke et lejemål, hvor hele lejebeløbet er betalt, vil dette være muligt indtil 1 måned før lejemålets start. Ombookes boligen mere end 1 måned før vil det betalte beløb blive flyttet med over på den nye booking, samt et gebyr på 250 kr. for ombookingen. 

Er der mindre end 1 måned til lejemålets start gælder de samme regler som i § 11.
 

§ 13 – Benyttelse af lejemål

Ferieboligerne må højst benyttes af det antal personer, som er anført på hjemmesiden ved hvert hus, og ferieboligerne må ikke benyttes til fester.
 

§ 14 – Vedligeholdelse i lejeperioder

I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt, at der i lejeperioden udføres mindre vedligeholdelsesopgaver af få timers varighed på boligen. Det vil være opgaver, som sekretariatet ikke i forvejen kan planlægge udførelsen af. Eksempelvis kan det være algerensning af hustage og terrasser, som skal udføres om foråret i tørvejr, eller det kan være pludseligt opståede problemer, som skal løses med det samme. Lejer må acceptere sådanne mindre arbejders udførelse uden kompensation.
 
Observeres der mangler i husene ved overtagelsen, skal meddelelse herom snarest muligt tilgå tilsynsfø-rende/sekretariatet.
 

§ 15 – Hensyn til omgivelser og husdyr

Lejer skal påse, at huset i lejeperioden benyttes med hensyntagen til naboer og øvrige berørte i området. Alle Feriefondens boliger, inkl. deres eventuelle altaner, er røgfrie.
 
Det er ikke tilladt at medbringe husdyr i feriebolig nr. 2, 6, 10, 14, 18, 28, 32, 39, 40, 43, 45, 46, 47, 49, 52 og 54. I de øvrige huse, skal hunde føres i snor og husdyrenes efterladenskaber skal fjernes før afrejse.

Medbringer lejer husdyr er slutrengøring obligatorisk og boligen skal forlades kl. 10.00. Betaling for slutrengøring skal afregnes direkte til den rengøringsansvarlige.
 

§ 16 – Rengøring

Ved lejeperiodens udløb er lejer ansvarlig for, at det lejede afleveres i komplet og rengjort stand og med samme tilbehør som ved lejeperiodens begyndelse.
 
Huset skal rengøres og udluftes, således at ferieboligen er klar til indflytning for en ny lejer ved næste lejeperiodes begyndelse. Er rengøringen mangelfuld, vil rengøring blive udført på fraflyttede lejers regning.
 
Lejer er ansvarlig for eventuelle mangler ved det lejede, herunder ved inventaret, der måtte opstå i lejeperioden på grund af lejers benyttelse, og som ikke er opstået som følge af almindelig slid og ælde.
 
Såfremt lejer overtager en feriebolig, hvor rengøringen er meget mangelfuld, skal den tilsynsførende kontaktes hurtigst mulig med henblik på eventuelt at få foretaget rengøring.

BEMÆRK - Medbringer du husdyr er der obligatorisk slutrengøring og boligen skal forlades kl. 10.00. Betaling for slutrengøring skal afregnes direkte til den rengøringsansvarlige.

Boligen skal også forlades kl. 10.00, hvis du bestiller slutrengøring.
 

§ 17 – Varmestyring

I de fleste ferieboliger er der installeret en central termostat for varmestyring. Ved ankomst til boliger med central termostat indstilles termostaten på den ønskede rumtemperatur, og inden ferieboligen forlades ved lejeperiodens udløb indstilles termostaten på 15 grader.
  • I ferieboliger uden central termostat skal hver radiator indstilles på 15 grader ved lejeperiodens udløb.
  • Alle indvendige døre skal stå åbne når ferieboligen forlades ved lejeperiodens udløb.
  • Alle udvendige døre og vinduer skal lukkes/låses.
  • Hovedafbryderen (varmtvandsbeholder og elradiatorer) må ikke afbrydes.
 

§ 18 – Afhentning af nøgler

Nøglerne - bortset fra bolig nr. 11, 28, 41, 44 og 54  - kan afhentes ved Vagten, Rådhusets hovedindgang, 1 uge forud for lejemålets begyndelse.
 
For feriebolig nr. 11, 28, 41, 44 og 54 afhentes/afleveres nøglen i de respektive receptioner ved ankomst/afrejse.
 
Nøglen afleveres til Vagten, Aarhus Rådhus’ hovedindgang, senest 5 dage efter lejeperiodens afslutning.
 
Vagten, Aarhus Rådhus’ hovedindgang, har følgende åbningstider for afhentning/indlevering af nøgler: 
Mandag - fredag kl. 10.00 - 15.00 eller efter aftale på tlf. 89 40 24 50.
 

§ 19 – Overtrædelse af reglerne

Overtrædelse af disse udlejningsregler eller af gældende ordensregler eller anden uretmæssig eller uforsvarlig brug af det lejede kan medføre, at lejer af bestyrelsen idømmes en karantæne, fastsat efter bestyrelsens skøn. I karantæneperioden vil lejer være afskåret fra at benytte feriefondens ferieboliger. Samtidig hæfter lejer for betaling af alle erstatningskrav, som lejers brug af den enkelte feriebolig måtte udløse.
 

§ 20 – Lejemål benyttes af ansøger personligt

En tildelt lejeperiode skal udnyttes af ansøgeren personligt. Fremlån og fremleje, herunder til familie og venner, er ikke tilladt.
 
Såfremt en tildelt periode ikke kan udnyttes af ansøgeren personligt, skal dette hurtigst muligt skriftligt eller via e-mail meddeles Feriefondens sekretariat.
 

§ 21 – Force majeure

Feriefonden kan i force majeure situationer annullere et indgået lejemål mod tilbagebetaling af indbetalt leje, eller hvis det er muligt ved at tildele en anden feriebolig efter aftale med lejer.
 

§ 22 – Vedtagelse af regler

Ovenstående lejeregler er vedtaget af Feriefondens bestyrelse den 1. september 2014.